JUBILÆUMSBOG OM

BRENDERUP KIRKE

1. juli 1916 overgik Brenderup Kirke til selveje efter mange hundrede år at have været ejet af kronen og skiftende herregårde. 100 år senere fejrede Brenderup-Indslev Menighedsråd selvejerjubilæet med den lille jubilæumsbog Brenderup Kirke 1916-2016 — 100 år med selveje.

Eftersom jeg tidligere havde skrevet om kirken i bogen Silkesognet — Brenderups historie fra oldtid til nutid, fik jeg til opgave at skrive bogen, som beskriver kirkens arkitektur, præstehistorie, kirkeejerne og sogneliv igennem tiden. Derudover har kirken dannet ramme om en række skandaler, bl.a. om præsten, der (måske) tog imod beskikkelse for at begrave godsejerfruens hund på kirkegården, og om præstedatteren Anne Helene, der blev henrettet for at have myrdet sin mand.

Brenderup Kirke 1916-2016 — 100 år med selveje er udgivet af Brenderup-Indslev Menighedsråd.